Det ligger os på sinde, at vores samarbejde med dig er frugtbart og professionelt. Du er altid velkommen til at kontakte socialrådgiverne i CAS - vi vil gøre hvad vi kan, for at hjælpe dig med at hjælpe din klient.
Procedure
Når en borger ønsker rusmiddelbehandling, kontakter vedkommende CAS og vil få en tid til første visiterende møde inden for max. 14 dage. På dette møde udfyldes relevante skemaer til brug for det videre behandlingsforløb samt statistik. Der bliver desuden udfyldt samtykkeerklæring samt udleveret relevant materiale om lovgivning, persondataforordningen m.m.
Ved samtalen foretages en grundig udredning, og i visse sager indhenter vi sagsakter fra andre instanser, hvis vi skønner, at det er nødvendigt for at tilrettelægge den mest hensigtsmæssige behandlingsplan. Det kan også vurderes relevant at opstarte en koordinerende indsatsplan.
CAS er selv myndighed og træffer afgørelse om behandlingstilbud for borgere bosiddende i Roskilde Kommune. Borgere bliver informeret om afgørelsen mundtligt og tilbydes desuden den skriftlige afgørelse. Såfremt der gives helt eller delvist afslag, bliver afgørelsen sendt til borgeren sammen med en klagevejledning.
Det vil fremgå af afgørelsen, hvilken ydelse/intensitet og i hvor lang tid behandlingen er bevilget.
Ved social behandling er bevillingsperioden typisk 6 måneder, hvorefter der gøres status om fortsat behandling og/eller ændringer i behandlingsplanen. Behandlingsplanen kan være en del af en samlet behandlingsplan eller den koordinerende indsatsplan i samarbejde med andre myndigheder/aktører, hvis der er flere sideløbende indsatser i planen.
De daglige journalnotater og arbejdspapirer føres i et særskilt journalsystem, hvor borgeren naturligvis har aktindsigt i egen sag efter gældende regler. Vi udleverer som udgangspunkt ikke disse arbejdspapirer samt lægefaglige ordinationer og journaler til andre myndigheder - dette under henvisning til lovgivning vedr. beskyttelse af særlige personfølsomme oplysninger, hvor rusmiddelbrug hører under.
CAS træffer myndighedsafgørelser efter SEL § 101 samt SUL § 141 og § 142. CAS behandler sager om klager m.m. i henhold til de relevante lovparagraffer.
I komplekse sager, eller hvis du har spørgsmål, er du som sagsbehandler meget velkommen til at kontakte socialrådgiverne i CAS:
- Henvendelse kan ske direkte til socialrådgiverne på mail: CASsocialraadgivere@roskilde.dk via sikker mail.
Til sagsbehandlere i Kriminalforsorgen
I forbindelse med koordinerede handleplaner ved løsladelse, skal der i god tid tages kontakt til CAS. Både i forhold til social handleplan og en evt. fortsat medicinsk substitutionsbehandling. Husk, at vores procedure er tilrettelagt med udgangspunkt i en 14 dages behandlingsgaranti.
- Henvendelse kan ske direkte til socialrådgiver Lene Hansen på mail leneh@roskilde.dk via sikker mail.