Har du brug for hjælp?
- Er du mellem 15 og 25 år?
- Oplever du, at hash eller andre stoffer fylder meget i dit liv?
- Ønsker du at få hjælp og støtte til at nedsætte eller stoppe dit forbrug?
- Måske er behandlingsmetoden MOVE noget for dig?
MOVE består af samtaler, hvor du og en behandler taler om det, der fylder i dit liv.
Samtalerne har altså ikke kun fokus på hash eller stoffer, men også på, hvordan du har det og trives i din hverdag. Sammen sætter I fokus på dine problemer og tager nogle skridt til at begrænse eller stoppe dit stofbrug.
I MOVE tager du og behandleren udgangspunkt i dine mål og ønsker, og det er selvfølgelig dig, der bestemmer, hvad I skal tale om.
Hvad er MOVE?
I MOVE-behandling får du 12 personlige samtaler med en rusmiddelbehandler, hvor I snakker om dine behov, ønsker, og hvordan du trives i din hverdag. Sammen laver I en plan for din behandling, som hjælper dig til at begrænse eller stoppe dit rusmiddelbrug.
Du får et gavekort på 200 kr. ved hver anden samtale med din behandler. Din behandler sender dig en sms før hver samtale for at minde dig om jeres aftale.
Dine mål og ønsker for behandlingen er vigtige, og undervejs aftaler du og din behandler, hvilke aktiviteter og opgaver du kan lave fra gang til gang, som hjælper dig med at nå dine mål. Opgaverne er overkommelige, og det er dig, der bestemmer, hvad du vil arbejde med.
Behandleren skriver en status til dig efter hver fjerde samtale for at fortælle dig, hvor godt det går med at opnå dine mål og ønsker.
Efter de 12 samtaler har du og din behandler stadig kontakt i op til seks måneder. Din behandler ringer til dig efter aftale, og nogle gange mødes I, som I plejer.