Spontanteamet
Når man er udsat og sårbar har man brug for let og smidig adgang til hjælp og støtte.
For at tilbyde social behandling (SEL § 101) til Roskilde-borgere, der er indskrevet i den medicinske behandling, har vi valgt at oprette et fleksibelt team af sundhedspersonale og en enkelt socialpædagog, som kender borgerne gennem den medicinske behandling.
Teamet er sammensat af forskellige kompetencer fra dag til dag - helt afhængigt af opgaverne,- og medarbejderne agerer Spontant på de behov, som borgerne/patienterne giver udtryk for - Spontant. Det vil sige, at indsatsen modsvarer behovet, den har karakter af 'hurtig ind og hurtig ud' og findes i en ramme, hvor borgerne har let adgang til hjælpen.
Indsatsen iværksættes der, hvor borgeren befinder sig. I hjemmet, på gaden, på sygehuset eller på en cafe, og kan f.eks. bestå af hjælp til at komme i kontakt med en sagsbehandler på rådhuset, hjælp med en NemId, der driller, en fortrolig samtale, en trøstende skulder, en telefonopringning til en pårørende eller andet, som hurtigt kan lette dagen for et udsat menneske.
Metoden er primært af socialpædagogisk karakter og har et element af skadesforebyggelse over sig.